I erindringen fremstår Herning som en skrutrygget, sært forvokset stationsby, man under familieudflugter passerede lige durk igennem på øst/vest-aksen hen over det midterste Jylland. Hvis det ikke var for de røde pølser, der som regel vankede ved denne milesten midt på heden, havde man knapt nok ænset den som barn på bagsædet. Så blev hovedgaden lavet om til gågade med figurklippede lindetræer, og med tiden blev der anlagt en bred vej uden om centrum. Ikke en almindelig omfartsvej, men en boulevard, ligesom dem i København og i Byernes By, Paris. Oven i købet opkaldt efter selveste dronningen.
Noget var tydeligvis i gære på bunden af Hernings sjæl. Noget, som på særeste vis skubbede transit-færdslen længere og længere væk fra centrum, så den i dag løber helt uden for byen, i et indviklet net af udfletninger og afkørsler, der virker ganske overflødige for en by, som i dag tæller 45.000 indbyggere, men som i 1840 havde 21.
I dag er det lysende klart, hvad det er: Den særlige herningensiske selvfølelse. Bestående af erkendelsen af at være kommet af ingenting, kombineret med en voksende bevidsthed om at være på vej til at blive noget meget stort. Måske det største.
»Ting, der ikke kan lade sig gøre andre steder i landet, kan lade sig gøre her,« siger den svensk-herningensiske kunstner, Ingvar Cronhammar.
Selv har han sat sit præg på byen i form af den monumentale skulptur »Elia«, som det ifølge ham selv nok ville have været svært at få rejst andre steder end lige netop i Herning.
»Hvorfor det er sådan? Det er pionérånden, som ikke helt er smuttet endnu. Man kan stadig fornemme spaden i tørven. At man har måttet kæmpe for hver centimeter. Intet blev givet. Skulle der ske noget, måtte man rykke selv. Og sådan er det stadig på mange måder. Det kan godt være, at der er længere mellem ordene. Men når man først har besluttet sig, er der kortere til handling. Og intet afvises på forhånd. Intet er for vildt eller udsyret til, at man i det mindste ikke kan sove på det,« siger Ingvar Cronhammar, som har været knyttet til egnen siden 1971 og er glad for at bo i byen. Også selv om der var forslag fremme om at indrette hans skulptur til ostelager, når man nu var i gang. Det tager han som udtryk for en fascinerende praktisk sans, der præger byen.
Mulighederne er til for at blive brugt. Af samme grund er klokketårnet på Sct. Johannes-kirken i Herning også et vandtårn. For når der nu alligevel skulle bygges en javert, og der var plads under klokken, hvorfor så ikke?
Gårsdagens koncert med den franske elektronik-nørd Jean-Michel Jarre, dagens koncert med det amerikanske pop-ikon Beyoncé Knowles. afviklingen af Dansk Melodi Grand Prix og det kommende besøg af Bruce Springsteen er kun toppen af isbjerget. Herning vil ikke blot fratage Horsens titlen som Jyllands koncertby nummer 1. Det er sådan set allerede sket, efter at Horsens skred i momsen. Herning vil være vigtigere end Århus, den vil måle sig med København, med verden.
På mange måder ligger Herning allerede et helt andet sted. For der er noget næsten eksotisk over den sværmeriske virketrang, der præger byen.
For øjeblikket er en såkaldt »multiarena« under opførelse ved Herning Messecenter i byens udkant. Der bliver plads til mellem 12.000 og 15.000 gæster, og dermed regner Herning med at kunne udråbe sig selv til »Jyllands Musikmekka«. Arenaen har allerede et registreret navn: »Hedens Colosseum«.
»Der er tale om en arkitektonisk perle, der med inspiration fra Romerrigets mange arenaer bliver nutidens svar på det gamle Roms Colosseum,« kan man læse i ansøgningen til Region Midt om støtte på én mio. kr. til de indledende undersøgelser i 2007. Nu er byggeriet i fuld gang og forventes færdig næste år. Til formentlig samtlige herningenseres tilfredshed.
»Det er kendetegnende ved det her sted, at hvis der er noget, man synes kan få byen fremad, eller der er status i, så skal det fandeme kunne lade sig gøre. Ambitionen er, at Herning skal blive et stort og fint sted. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Men der er mange fordele ved det. En af mine venner kom herned fra Aalborg, og syntes det var fedt at være her, fordi der er så meget gang i den. Folk giver den fuld hammer. Og der er ikke nogen gammel etat eller magistrat som i Århus til at bremse dem,« siger filmproducenten Steen Gyldendal Olesen, som selv kommer fra en gammel uldkræmmerfamilie.
Der er mange andre projekter på vej. Og hvert eneste af dem er et prestigeprojekt. Det nye kunstmuseum, som åbner for publikum til september, er intet mindre end »et stykke verdensarkitektur«. Der skal stå 66 brintdrevne ungdomsboliger klar inden klimatopmødet i år, og for at det kan lykkes, har kommunen taget 2,6 mio. kr. af sin likvide kassebeholdning. For som borgmester Krarup siger:
»Vi er fast besluttet på, at Herning skal være med i forreste række, når det gælder innovation og udvikling af vedvarende energi.«
Kommunen har i en arkitektkonkurrence desuden præmieret »en svævende bymur, der kan ses fra månen«.
Et andet præmieret projekt indeholder et bjerg med 200 græssende lamaer.
Og nord for byen er »Futopia 7400« på vej en helt ny by nord for byen med verdens største indendørs golfcenter, hoteller, 1.000 boliger, olympisk rostadion og et indendørs skianlæg, som »minimum skal være på størrelse med Snow Dome Bispingen syd for Hamborg, der har en 300 meter lang piste og 10.000 kvm under tag. Pisten i Herning skal være større, nemlig op til 400 meter,« fremgår det af Futopias hjemmeside. Anlægssum: 1,5 mia. kr. i første etape.
Projektet ligger vist nok underdrejet på grund af finanskrisen. Men billedet bliver stående af en by, hvor intet kan blive for stort. Eller for højt for den sags skyld. Står det til herningenserne, vil højhuse skyde op som paddehatte i bymidten i de kommende år. De første er allerede på vej, og ved en afstemning på et borgermøde for et par år siden mente 62 procent, at der godt må bygges »mindst ti højhuse i høj arkitektonisk kvalitet i eller tæt på Herning bymidte«.
Her er ingen højdeskræk, som i København. Det er ikke Jylland. Det er mere byen San Gimignano i middelalderens Toscana, hvor de rige familie kappedes om at bygge de største tårne. Eller Dallas, Texas, staten hvor Beyoncé Knowles for øvrigt kommer fra. Eller Bejonse, som de siger i Herning.
For psykiater Arno Norske, København, er der intet nyt under solen. Herning er bare en by, der virkelig lever sig selv ud.
»De har endda taget forskud på fremtiden ved at blive synlige fra månen. Når folk så kommer op i raketter, så kan man se, at dér ligger Herning. Det skal være så spektakulært, at man siger: De er blevet fuldstændig sindssyge i Herning. Men alligevel er det lidt smart. Og så ved du jo godt, hvordan det er mellem drenge, det med hvem der har den største tissemand,« siger Arno Norske.
Ikke alle kan klare lugten i bageriet. Journalist Martin Tønner følte allerede som ganske ung, at han ikke hørte til i byen.
»På den ene side må man tage hatten af for uimponeretheden. Men på den anden side mangler der noget historie. Herning er jo en by, som ikke har nogen geografisk undskyldning for at ligge, hvor den ligger. Der er ingen fjord, ingen skov. Den ligger bare derude midt i det hele ved en kæmpe mose, hvor der løb en å forbi, som vi kaldte for »pis-åen«, fordi den var fyldt med slagteriaffald. Man har været nødt til at grave en sø for at få et sted, hvor der var rart,« siger Martin Tønner, som i dag bor i Barcelona.
Han husker tydeligt sin bedste legekammerat fra sandkassen, da de var fem-seks år. En rigtig midtjysk dreng, mens Martin var søn af folk »udefra«.
»Vi byggede de dér tårne af sand, hvor man gravede ind fra begge sider og lavere tunneller og så videre. Og da værket så var rejst, ville jeg vande det, så det kunne holde længst muligt. Men min kammerat ville straks ødelægge det, så vi kunne komme i gang med et nyt værk. Det er for mig typisk herningensisk mentalitet. Hver gang jeg kommer her med ujævne mellemrum for at besøge mine forældre, er der revet et eller andet ned eller lavet et eller andet om. Der er ikke så meget respekt for historien. For man har jo ikke så meget af den,« siger Martin Tønner.
Det er sådan, det er. To centimeter under overfladen ligger prærien.
Så det er med at komme ud over stepperne, som de siger. For fuld musik.
Noget var tydeligvis i gære på bunden af Hernings sjæl. Noget, som på særeste vis skubbede transit-færdslen længere og længere væk fra centrum, så den i dag løber helt uden for byen, i et indviklet net af udfletninger og afkørsler, der virker ganske overflødige for en by, som i dag tæller 45.000 indbyggere, men som i 1840 havde 21.
I dag er det lysende klart, hvad det er: Den særlige herningensiske selvfølelse. Bestående af erkendelsen af at være kommet af ingenting, kombineret med en voksende bevidsthed om at være på vej til at blive noget meget stort. Måske det største.
»Ting, der ikke kan lade sig gøre andre steder i landet, kan lade sig gøre her,« siger den svensk-herningensiske kunstner, Ingvar Cronhammar.
Selv har han sat sit præg på byen i form af den monumentale skulptur »Elia«, som det ifølge ham selv nok ville have været svært at få rejst andre steder end lige netop i Herning.
»Hvorfor det er sådan? Det er pionérånden, som ikke helt er smuttet endnu. Man kan stadig fornemme spaden i tørven. At man har måttet kæmpe for hver centimeter. Intet blev givet. Skulle der ske noget, måtte man rykke selv. Og sådan er det stadig på mange måder. Det kan godt være, at der er længere mellem ordene. Men når man først har besluttet sig, er der kortere til handling. Og intet afvises på forhånd. Intet er for vildt eller udsyret til, at man i det mindste ikke kan sove på det,« siger Ingvar Cronhammar, som har været knyttet til egnen siden 1971 og er glad for at bo i byen. Også selv om der var forslag fremme om at indrette hans skulptur til ostelager, når man nu var i gang. Det tager han som udtryk for en fascinerende praktisk sans, der præger byen.
Mulighederne er til for at blive brugt. Af samme grund er klokketårnet på Sct. Johannes-kirken i Herning også et vandtårn. For når der nu alligevel skulle bygges en javert, og der var plads under klokken, hvorfor så ikke?
Gårsdagens koncert med den franske elektronik-nørd Jean-Michel Jarre, dagens koncert med det amerikanske pop-ikon Beyoncé Knowles. afviklingen af Dansk Melodi Grand Prix og det kommende besøg af Bruce Springsteen er kun toppen af isbjerget. Herning vil ikke blot fratage Horsens titlen som Jyllands koncertby nummer 1. Det er sådan set allerede sket, efter at Horsens skred i momsen. Herning vil være vigtigere end Århus, den vil måle sig med København, med verden.
På mange måder ligger Herning allerede et helt andet sted. For der er noget næsten eksotisk over den sværmeriske virketrang, der præger byen.
For øjeblikket er en såkaldt »multiarena« under opførelse ved Herning Messecenter i byens udkant. Der bliver plads til mellem 12.000 og 15.000 gæster, og dermed regner Herning med at kunne udråbe sig selv til »Jyllands Musikmekka«. Arenaen har allerede et registreret navn: »Hedens Colosseum«.
»Der er tale om en arkitektonisk perle, der med inspiration fra Romerrigets mange arenaer bliver nutidens svar på det gamle Roms Colosseum,« kan man læse i ansøgningen til Region Midt om støtte på én mio. kr. til de indledende undersøgelser i 2007. Nu er byggeriet i fuld gang og forventes færdig næste år. Til formentlig samtlige herningenseres tilfredshed.
»Det er kendetegnende ved det her sted, at hvis der er noget, man synes kan få byen fremad, eller der er status i, så skal det fandeme kunne lade sig gøre. Ambitionen er, at Herning skal blive et stort og fint sted. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Men der er mange fordele ved det. En af mine venner kom herned fra Aalborg, og syntes det var fedt at være her, fordi der er så meget gang i den. Folk giver den fuld hammer. Og der er ikke nogen gammel etat eller magistrat som i Århus til at bremse dem,« siger filmproducenten Steen Gyldendal Olesen, som selv kommer fra en gammel uldkræmmerfamilie.
Der er mange andre projekter på vej. Og hvert eneste af dem er et prestigeprojekt. Det nye kunstmuseum, som åbner for publikum til september, er intet mindre end »et stykke verdensarkitektur«. Der skal stå 66 brintdrevne ungdomsboliger klar inden klimatopmødet i år, og for at det kan lykkes, har kommunen taget 2,6 mio. kr. af sin likvide kassebeholdning. For som borgmester Krarup siger:
»Vi er fast besluttet på, at Herning skal være med i forreste række, når det gælder innovation og udvikling af vedvarende energi.«
Kommunen har i en arkitektkonkurrence desuden præmieret »en svævende bymur, der kan ses fra månen«.
Et andet præmieret projekt indeholder et bjerg med 200 græssende lamaer.
Og nord for byen er »Futopia 7400« på vej en helt ny by nord for byen med verdens største indendørs golfcenter, hoteller, 1.000 boliger, olympisk rostadion og et indendørs skianlæg, som »minimum skal være på størrelse med Snow Dome Bispingen syd for Hamborg, der har en 300 meter lang piste og 10.000 kvm under tag. Pisten i Herning skal være større, nemlig op til 400 meter,« fremgår det af Futopias hjemmeside. Anlægssum: 1,5 mia. kr. i første etape.
Projektet ligger vist nok underdrejet på grund af finanskrisen. Men billedet bliver stående af en by, hvor intet kan blive for stort. Eller for højt for den sags skyld. Står det til herningenserne, vil højhuse skyde op som paddehatte i bymidten i de kommende år. De første er allerede på vej, og ved en afstemning på et borgermøde for et par år siden mente 62 procent, at der godt må bygges »mindst ti højhuse i høj arkitektonisk kvalitet i eller tæt på Herning bymidte«.
Her er ingen højdeskræk, som i København. Det er ikke Jylland. Det er mere byen San Gimignano i middelalderens Toscana, hvor de rige familie kappedes om at bygge de største tårne. Eller Dallas, Texas, staten hvor Beyoncé Knowles for øvrigt kommer fra. Eller Bejonse, som de siger i Herning.
For psykiater Arno Norske, København, er der intet nyt under solen. Herning er bare en by, der virkelig lever sig selv ud.
»De har endda taget forskud på fremtiden ved at blive synlige fra månen. Når folk så kommer op i raketter, så kan man se, at dér ligger Herning. Det skal være så spektakulært, at man siger: De er blevet fuldstændig sindssyge i Herning. Men alligevel er det lidt smart. Og så ved du jo godt, hvordan det er mellem drenge, det med hvem der har den største tissemand,« siger Arno Norske.
Ikke alle kan klare lugten i bageriet. Journalist Martin Tønner følte allerede som ganske ung, at han ikke hørte til i byen.
»På den ene side må man tage hatten af for uimponeretheden. Men på den anden side mangler der noget historie. Herning er jo en by, som ikke har nogen geografisk undskyldning for at ligge, hvor den ligger. Der er ingen fjord, ingen skov. Den ligger bare derude midt i det hele ved en kæmpe mose, hvor der løb en å forbi, som vi kaldte for »pis-åen«, fordi den var fyldt med slagteriaffald. Man har været nødt til at grave en sø for at få et sted, hvor der var rart,« siger Martin Tønner, som i dag bor i Barcelona.
Han husker tydeligt sin bedste legekammerat fra sandkassen, da de var fem-seks år. En rigtig midtjysk dreng, mens Martin var søn af folk »udefra«.
»Vi byggede de dér tårne af sand, hvor man gravede ind fra begge sider og lavere tunneller og så videre. Og da værket så var rejst, ville jeg vande det, så det kunne holde længst muligt. Men min kammerat ville straks ødelægge det, så vi kunne komme i gang med et nyt værk. Det er for mig typisk herningensisk mentalitet. Hver gang jeg kommer her med ujævne mellemrum for at besøge mine forældre, er der revet et eller andet ned eller lavet et eller andet om. Der er ikke så meget respekt for historien. For man har jo ikke så meget af den,« siger Martin Tønner.
Det er sådan, det er. To centimeter under overfladen ligger prærien.
Så det er med at komme ud over stepperne, som de siger. For fuld musik.
